Reunion - Aarhus Rocks!
Årene gik ...
Ja, der gik rigtig mange år, ca 46, før de rastløse blev samlet igen, i 2011. De sociale medier viste, at de kan bruges til noget nyttigt.
Én manglede dog. Vores dygtige og sympatiske rytmeguitarist Palle Lausen havde forladt den jordiske scene nogle år forinden. Hvordan skulle vi nu finde rytmen ...?
... og kom
9. april 2011. Der skåles på gensynet, og udveksles livshistorier, fælles minder og scrapbøger.
2012-13:
Den vellykkede 'reunion' blev gentaget i påsken året efter, og ved senere lejligheder i 2012 og 2013 (slideshow)
Billederne i slideshowet herover er bl. a. fra et besøg i Den Gamle By's udstilling af rock-plakater (forløber for 'Aarhus Rocks' og 'Aarhus fortæller'), og fra åbningen af 'Hermans' og erindringsvæggen for PopCORNER i Tivoli Friheden. Desuden fra et par restauranter, hvor vi blev hængt ud med den nyfabrikerede Restless-poster.
Genopstandelsen
I foråret 2014 arrangerede Den Gamle By en særudstilling om Aarhus-Rockens historie 1960-2014 * AARHUS ROCKS! *
Da The Restless var det første Aarhus-band med strøm i hegnet, var det naturligt at spørge os, om vi ville bidrage til udstillingen med effekter og historier OG give et 'par numre' ved de live-koncerter, der skulle markere åbningen af udstillingen, på torvet i Den Gamle By!
Skulle vi f. eks. noget andet d. 18. maj 2014 kl. 13?
Ideen var oplagt, betænkelighederne var store - der var trods alt gået næsten 50 år for nogle af os, siden vi havde øvet os!
Men det var jo strengt taget et tilbud, man ikke kunne sige nej tak til. Muligvis endda en once-in-a-restlevetids-oplevelse! Så det sagde vi ja til - altså ja tak!
Der var det lille aber-dabei, at vi manglede et trommesæt, en bas-forstærker - og sådan set også en rytmeguitarist! De to første effekter blev stillet til rådighed af Den Gamle By. Rytme-guitaristen måtte vi selv finde, og naturligvis benyttede vi lejligheden til at få ungt blod ind i kapell .... orkestret! Navnet er Jensen ... Hans-Jørn Nørtoft Jensen! Helt til venstre på dette lidt senere billede af det restaurerede pigtrådsband - nu også med trommer!
En intens øveperiode fulgte. Fire enkle numre, udvalgte og arrangerede af kapelmester Freddie. Og da den 18. maj oprandt, med strålende sol, var vi så klar som vi kunne blive, til at træde ind på scenen efter næsten 5 årtiers pause! Det glade vanvid - 18. maj er trods alt en af de uheldige datoer i Tycho Brahes kalender!! Men det vidste vi ikke.
Koncerten
Billeder fra begivenheden. Husk, at billederne kan forstørres ved at klikke på dem. Ikke at det altid er en fordel ...
Videoer (fra YouTube) - beklager den tvivlsomme lydkvalitet
- "18. maj 2014: Koncert i Den Gamle By med The Restless Fantastisk at se at de gamle gutter har fundet sammen igen efter ikke at ha' spillet sammen i 49 år. Fantastisk livsglad og underholdende koncert og som i "gamle dage" så varede den vel ikke meget end 20 minutter. Endnu et dejligt arrangement i Den Gamle By i forbindelse med udstillingen om musik i Århus fra 1960 - 2014" (tkskott - YouTube)
- "The Restless blev gendannet i Den Gamle By 18. maj 2014 efter 49 år. Anledningen var udstillingen Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014. The Restless var det første pigtrådsorkester i Aarhus, og de var med til at starte byens første Pop-klub. Få historien på Den Gamle Bys blog: "https://blog.dengamleby.dk/aarhus/2013/07/08/sa-er-der-pigtrad-pa-popcorner-aarhusiansk-rockhistorie-i-tivoli-friheden/" (Den Gamle By - YouTube)
- Johan Lind tænker på the restless. sang med dem på africano i esbjerg. tænker på min fætter guitaristen henry lind ny tjørnegade. 34. lærte jeg at spille på guitar. rart se jer igen.mange venlige hilsen tiljer alle fra johan lind. esbjerg.når pigtråd er best. ps det var i de glade 60er (Johan Lind - Aarhus-rockens historie, blog)
Udstillingen
Med live-koncerterne blev udstillingen 'Aarhus Rocks! Byen og musikken 1960 - 2014' åbnet med manér. Og selvfølgelig var byens ældste pigtrådsorkester også repræsenteret der, med billeder, effekter og en enkelt plakat.